Oplev julen Beyond København
En kort togtur fra København bringer dig til magiske steder som blandt andet Helsingør, Dragør, og Raadvad. Hvis du vil opleve en mere 'small town'- eller endda landlig stemning, er disse steder og begivenheder et must!
Oplev en eventyrlig jul i Helsingør
Bliver det mere eventyragtigt end et stort og gammelt slot, små pyntede stræder og en masse butikker med lokalt håndlavede varer?
På Kronborg Slot kan du opleve julemarkeder den sidste weekend i november og den første weekend i december. Du kan også blot besøge Kronborg, og se juleudsmykningen på den gamle borg, det grandiose juletræ i festsalen og få noget varmt at drikke ved Strandvejsristeriet.
I Helsingør by er gader og stræder pyntet op på magisk vis, og duften af gran og glitrende julelys forkæler alle dine sanser. Sørg for at fare vild – det er nemlig sådan man virkelig får oplevet byen, får faldet over de små butikker, såsom Nordiska Raum, Tibberup Høkeren og andre finurlige steder.
Få ’small town’ stemning i Dragør
Dragør er en gammel fiskeriby, og har bygninger helt tilbage fra 1700-tallet. Det gør det til den perfekte lille og hyggelige juleby, hvor Amagermuseet sammen med byens huse har lavet en julekalender: hver dag bliver der tændt et nyt vindue, helt frem til d. 24. december.
D. 23. november tændes juletræet i Dragør hvor Julemanden heldigvis har fundet tid til at komme forbi. Det markerer også åbningen af julemarkedet, som hver weekend vil forkæle lokale og besøgende med spændende boder, julemad og noget varmt at drikke.
Hvis man var en af dem der så den danske julekalender ”Tidsrejsen i 2014” vil man ikke kunne undgå et smut forbi Badstuevælen, hvor meget af Tidsrejsen blev optaget. Her er flere ting udstillet fra kalenderen, og tager dig helt bogstaveligt tilbage i tiden til da julekalenderen blev optaget!
Foto:Dragør Julemarked
Dansk julemad nord for København
Julen er hjerternes – og mavens – fest. Heldigvis, så er der masser af gode steder nord for København, hvor man kan få alt det bedste fra det danske julebord.
I Dyrehaven befinder det ikonske Peter Liep’s hus sig, der har julemenuer der inkluderer hele paletten af julemad. I god gammeldags dansk stemning og med spændende natur og dyreliv lige udenfor døren, er der lagt op til en hyggelig og mættende omgang.
Raadvad Kro er kendt for deres menu nærmest udelukkende bestående af danske retter, og deres julemenu er ingen undtagelse. Hos Raadvad Fabrik vil der også den sidste weekend i november og den første weekend i december være julemarked med flere værksteder. Deres søsterrestaurant, Den Gule Cottage, vil også servere forskellige juleretter i det hyggelige stråtagshus.
Restaurant Søly beliggende i Rungsted, Brede Høker i Brede og Sankt Peder i Hellerup vil også have særlige julemenuer i specielle omgivelser, der både vil skrue op for julestemningen og det gode humør. Mæt – det kan vi i hvert fald godt love at du bliver!