
ARKEN Museum for Samtidskunst
ARKEN Museum for Samtidskunst i Ishøj, syd for København, rummer hvert år en række forskellige udstillinger parallelt med en af Skandinaviens fineste samlinger af samtidskunst. Hos ARKEN kan du opleve kunst i naturskønne omgivelser.
Museet ARKEN ligger stor og monumental midt i det menneskeskabte landskab Køge Bugt Strandpark, syd for København. ARKEN har med sine samlinger, kunstudstillinger og arkitektur vundet anerkendelse i både ind- og udland siden indvielsen i 1996. Du kan du opleve en af Skandinaviens fineste samlinger af samtidskunst, der handler om dig, det liv, du lever, og de fællesskaber og samfund, som du er en del af. Museet præsenterer også hvert år en række forskellige udstillinger med moderne dansk, nordisk og international kunst, både de store klassikere og helt nye navne. I foråret 2016 åbnede ARKEN Kunstens Ø – et landskab med broer, laguner og klitter, hvor besøgende bydes velkommen til et museum omgivet af vand.
Museumsbygningen er en attraktion i sig selv. Bygningen – der er tegnet af arkitekt Søren Robert Lund – ligner med sin spidse stævn, der skyder frem i landskabet, et strandet skib få meter fra vandet. Museet ligger i naturskønne omgivelser mellem Ishøj Havn og den lange sandstrand, så et besøg på museet lægger klart op til en gåtur.
På siden af den arkitekttegnede museumsbygning ligger ARKENs café, hvor den smukke natur strømmer ind gennem store panoramavinduer med udsigt over Køge Bugt. Udover caféen huser bygningen også museets butik, der rummer et miks af nordisk design, kunstbøger og lækre gaveartikler.